Livsrum Herning

Livsrum Herning er etableret i en eksisterende klassisk villa, som i kombination med en ny tilbygning danner rammen om Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud tæt på hospitalet. Huset ligger i et ældre villakvarter, og med sin villaskala og arkitektur skaber det en tydelig kontrast til hospitalets institutionelle rammer. Ankomsten sker fra Nørgaards Allé, hvor en lille brostensbelagt plads byder besøgende velkommen. Bøgetræer og hæk danner en grøn portal, og en niche med bænke skaber en pause på vejen ind i huset.

Den oprindelige villa er bevaret i sin form og materialitet og rummer kontorer og fællesområder. Tilbygningen lægger sig langs vejen i forlængelse af den gamle havemur og består af tre forskudte volumener, som trækker skalaen ned og skaber et varieret, inviterende udtryk. Med reference til de omkringliggende villaer er tagene udformet med forskellige hældninger og højder. På havesiden åbner facaden sig med store vinduespartier og kviste, som skaber forbindelse mellem inde og ude og lader det grønne miljø blive en aktiv del af oplevelsen.

Indgangen ligger i mellemrummet mellem nyt og gammelt. Her møder man en lys entré med kig gennem huset til haven. Et bibliotek og loungeområde ligger tæt ved kontoret og skaber et trygt første møde med stedet. Midt i huset samler en åben trappe og elevator husets forskellige niveauer og funktioner. Pejsen i loungen danner et varmt samlingspunkt, mens køkkenet og fællesrummet mod haven inviterer til aktivitet og samvær. Her rejser rummet sig i dobbelt højde, og store skydedøre åbner sig mod haven og lader lyset strømme ind. I den ene retning er der kig mod villaens smukke stuer, i den anden mod træningsrummene i tilbygningen.

Livsrum er tænkt som et hjemligt og robust fristed, hvor mennesker ramt af alvorlig sygdom kan finde nærvær og ro. Huset balancerer det private og det fælles, det gamle og det nye – og skaber gennem sin arkitektur en ramme for både samtale, fordybelse og livskraft.

Foto: Laura Stamer

Projekt information:

Sted:
Nørgaards Alle 10, 7400 Herning
Størrelse:
i alt 453 m², nybygning 210 m², Transformation af eksisterende Villa 243 m²
Bygherre:
Kræftens bekæmpelse
Bygherrerådgiver:
Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Arkitekt:
Claus Pryds Arkitekter med konstruktør Michael Poulsen ApS
Ingeniør:
INGENIØR´NE A/S
Totalentreprenør:
KG Hansen
Opført:
2014
Previous
Previous

Svalehøj